This CD is available in the webshop as well as on iTunes Europe and USA.
Release date 20 June 2011
This CD is available in the webshop as well as on iTunes Europe and USA.
Release date 20 June 2011
Leopold van der Pals
-
Works for Cello and Piano
Tobias van der Pals, cello
Cathrine Penderup, piano
Recorded with generous contribution by:
Solistforbundet af 1921, Steingraeber & Söhne, Pianokompagniet, DPA Microphones
Leopold van der Pals
(1884-1966)
Leopold van der Pals was born into a cultured home in St. Petersburg in Imperial Russia. He had a Dutch father and a Danish mother. At the age of 12 while improvising on the piano, he started to compose music. He was encouraged by his grandfather Julius Johanssen who was Professor of Counterpoint and Director of the Conservatory in St. Petersburg in the 1890’s. Leopold was greatly inspired by performances held in the home featuring renowned artists such as Pablo Casals, the Tchaikovsky brothers and Anton Arensky.
His father wanted Leopold – his oldest son – to study law and pursue a career in the family business: the »Triugolnik« rubber factory. However, at the insistence of his mother Lucy van der Pals, Leopold was allowed to continue on his musical path. At the age of 19 van der Pals left Russia to continue his studies in Lausanne, Switzerland with the famous Swiss composer and professor of music theory Alexander Denéréas and the cellist Thomas Canivez.
In 1907, after four years of basic musical training in Lausanne, van der Pals moved to Berlin. At the recommendation of Sergei Rachmaninov, where he received lessons from Russian composer Reinhold Gliére. In Berlin van der Pals formed friendships with many of the musical personalities of the time: Nikisch, Weingartner, Hausegger, Eibenschütz, Havemann, Koussevitsky, Scriabin, among others. He also came into contact with philosopher and theosophist Rudolf Steiner who made a great impression and introduced the idea of evolution by metamorphosis, as derived from J. W. Goethe. Van der Pals experimented with new harmonic ideas and alternative cadenzas to shape his own personal form of musical expression: A hybrid of different styles; romanticism, impressionism and free tonality with inspiration from Russian and Nordic folklore. At the time Van der Pals’ music was considered very modern. It was at this point he started to give his works opus numbers and all previous compositions were abandoned.
During the Berlin years from 1907–1915 van der Pals was extremely productive and composed his first 30 opuses, mainly lieder and large orchestral works. The first symphony Op. 4 was premiered in 1909 by the Berlin Philharmonic Orchestra conducted by Heinrich Schoultz. A violin concerto in A minor by Tor Aulin was premiered at the same concert. The symphony was very well received in the press, which led to an extensive series of performances of his work in Europe and America, including his violin concerto Op. 10, Symphonie Nr. 1 Op. 4, as well as the symphonic poems »Wieland der Schmid« Op. 23, »Frühling und Herbst« Op. 14 and »Pans Tod« Op. 23.
In 1915 Leopold van der Pals moved to Arlesheim in Switzerland with his wife Marussja and their young daughter Lea. The years in Arlesheim were good. His career was going well and his family was well: He was able to work in an inspired and productive manner. This was where he began an extensive series of chamber music compositions for various ensembles: string quartet, piano trio, a duet for cello and violin, sonatas for piano, cello and violin. In 1922 van der Pals completed his second symphony Op. 51. The orchestration of this piece was interrupted when Leopold’s wife Marussja fell ill and the family was forced to leave Arlesheim in order to seek treatment for her condition. For the next 11 years they constantly travelled between sanatoriums. During this period the family lived in approximately 80 locations throughout Europe.
This was a difficult time for van der Pals. Marussja’s treatment was expensive and with little opportunity to travel and hear his compositions performed, Leopold had great difficulty pursuing his career. Nevertheless he continued to work and in this period, apart from chamber music, he composed four large orchestral works: his third symphony »Rhapsodie« Op. 73, »Hodler Suite« Op. 74, based on four paintings by Ferdinand Hodler and two operas, »Der Berg des Heiligen Michael« Op. 71 and »Eisenhand« Op. 85.
Marussja died in 1934. Her death affected Leopold deeply. He withdrew to Ascona, Switzerland to mourn the loss of his wife. Here he wrote 80 poems in her memory. He selected 45 poems and set them to music. This work became Op. 96, »In Memoriam« with the subtitle »Dem Geiste meiner Frau«. He then finally settled down in Dornach, Switzerland where he lived for the remaining 31 years of his life.
In the early 1930’s van der Pals lost many people close to him. His wife, his father, and several close friends. As always, his feelings found their way into his work and in this period he composed his requiem and the third violin sonata Op. 101, with the middle movement »Marcia Funebre«. He also took time to orchestrate the second symphony Op. 51. The symphony was premiered at a concert in Vienna in 1937 conducted by his brother Nikolaj van der Pals, and also featured the third symphony and his violin concerto. The performance was a great success and yielded overwhelming reviews throughout Europe.
Despite extensive interest in van der Pals’ music, his opportunities to have it performed were limited at this point in time. The political atmosphere and escalating international conflicts in Europe created an inclement climate for modern artists and composers. When World War II began many emigrated to better conditions in America. Leopold decided to stay in Switzerland even though this meant distancing himself from the modern music scene.
Throughout his life Leopold van der Pals was a true European: born and raised in imperial Russia by Dutch/Danish parents and studying in Germany and Switzerland, where he finally settled down after many years of travelling. He spoke at least six languages, several of them fluently and had numerous acquaintances all over Europe, not only in the music world, but in all cultural and literary circles.
The choice of lyrics for his first seven collections of songs (Op. 1–3 and 5–8) reflects the cosmopolitan attitude and openness that van der Pals maintained throughout his life: Apart from German and Russian he also wrote in Japanese, Croatian and ancient Greek. Leopold never stopped creating, no matter what obstacles presented themselves. Apart from the 252 completed opuses, he also wrote poems, articles, reviews and librettos for all of his eight operas. At his death on 1 February 1966 at the age of 83, he left his last work – an opera entitled »Isis« – on the piano, unfinished. ∞
-Tobias van der Pals, 2011
Foto: August Enkilde
BOOKLET TEXT
English
German
Danish
Music
At the start of the 20th century, Berlin was a
melting pot of musical development in the wake
of the Romantic era. This was where Leopold van
der Pals developed his musical style of expression.
Van der Pals researched and experimented with
modulation and alternatives to regular cadenzas.
He was impressed by the harmonious colours of
the Impressionists and moved in the circles surrounding
Schoenberg and the development of
avant-garde music. Van der Pals became fascinated
by the idea of metamorphosis: The slow, ceaseless
developmental process by which a thing transforms
into something entirely different, like the development
of a gray seed into a colorful flower. He
focused on thematic development, often creating
long lines and sometimes harmonic, free-tonal,
experimental cadenzas based on romantic and
impressionistic harmonies.
In his smaller pieces van der Pals often chose a
musical style to fit the character of the piece. For
example »In Memoriam« op. 16 and »Elegy« Op. 27
both describe death and loss for which van der Pals
chose dramatic, late romantic harmonic language.
Op. 15, »Stimmungen« was written in Berlin in
1911. The work consists of four small movements
written in a predominantly impressionist style
reflecting the feeling and atmosphere of four given
situations. The first movement «Vorfrühling«
embodies the joy and expectation of the impending
springtime: Birdsong and the sensation of a scent
so strongly remembered as to be almost tangible.
Van der Pals attached a motto by the writer Peter
Altenberg to this movement: «Es reicht bereits
nach Veilchen – aber sie sind nicht noch gar nicht
da.« The second movement «Nebel« illustrates an
impenetrable fog; a melody vainly trying to find its
way: wandering, desperately developing toward its
culmination, then finally lying down, exhausted.
The third movement «Am See« describes the beauty
of an ocean view at sunset, followed by an evening
breeze and gentle waves rolling onto the beach.
The fourth and final movement is the work
«Stimmen der nacht«: Tranquility and intimate
conversations under cover of darkness, perhaps
under a starry sky.
Very little is known about the two little impressionist
pieces »Melodie« und »Berceuse« Op. 53.
They may be the product of a sudden impulse
or inspiration. Leopold van der Pals mentions
the pieces only once, in his diary, on 4/6 1923;
»Tonight I composed a Berceuse for cello ...«
»In Memoriam« Op. 16 and »Elegie« Op. 27 are
both composed in the late Romantic style. Leopold’s
mother Lucy van der Pals died in1903, aged only
38. His mother had played an important role
in allowing Leopold to devote himself to music
when his natural place would have been in the
family business. After his mother’s death van der
Pals composed a cantata for chorus, soloists and
piano »Du gab uns nur Liebe, Gute und Frieden«.
It is likely that even »In Memoriam« is about the
memory of his mother. The piece opens with a
somber theme surrounded by slow, evocative bass
passages . The music develops towards a dramatic
climax, followed by the reappearance of the theme,
now harmonized in a major key: this time it
appears expressive and beautiful, evoking the pain
and beauty of memories of the deceased.
»Elegie« Op. 27 was composed in Berlin in 1914
and is a reaction to the First WorldWar, surrounding
Berlin at this time.
On 14/10 Leopold writes in his diary: »All around
me there is suffering. The other day Wandelt came
to see me. He, his wife and their many children have
nothing to eat, nothing in the apartment to give them
warmth, no warm clothes. – At the house mandolinists
are playing, waiting for something to be thrown their
way. No one knows what will happen now. The Russians
have returned to Eastern Prussia from Galicia,
Paris, and other cities in France are being overflown
by planes and bombed, the English come to bomb
Düsseldorf and Karlsruhe. Everywhere destruction.
I´m playing quite a lot of cello. Have played Brahms’
sonata in F major with Papoff several times.«
Five days later, on 19/10 the Elegie was completed.
The proximity of the First WorldWar clearly
affected him and his emotions were expressed in
the Elegie written for both his own instruments,
cello and piano.
Sonata for Cello and Piano Op. 48 was composed
in March 1922 and holds personal significance for
the composer. Van der Pals writes in his diary on
7/3: »I absolutely cannot rest ... Have worked the whole
day, but I see almost no result.«
The following day, on 8/3: »Felt terrible the whole
day ... Depression. Horrible weather. Foehn storm.«
To work his way out of his distress he composed
an »Adagiomolto espressivo« for cello and piano.
This piece is based on meditative, pulsating piano
chords with a melody slowly building up on the
cello: first two notes, then three, etc., like someone
slowly finding their way. The theme first appears
in its entirety 2.5 minutes into the piece in the
piano part. This is followed by a more intensive
development on the cello, marked »Langsamer«.
At the culmination the opening theme returns
with increased intensity. The two instruments
are now two octaves apart, as if the composer
has managed to push away his distress. It is not
until after this point that the theme appears in
its entirety in the cello part, now with a certain
sense of clarity and a subtle optimism.
After the piece was completed Leopold decided
to add the two surrounding movements, very
different from each other and both marked Allegro,
with themes partly related to the »Adagio molto
espressivo«. The first movement is composed in
sonata form in 3/4 time. The cello is accompanied
by a variety of rhythmic, evocative piano figures.
The music builds up to the development section in
4/4 time to culminate in a cascading triumph. The
side theme returns at the end of the movement,
half a note higher with a virtuoso, harp-like piano accompaniment.
The third movement consists of two separate parts,
each played twice. The first part is full of vitality,
a mosaic of dance-rhythms which
rapidly succeed each other before finally settling
down, exhausted. The two parts are separated
by the sound of bells ringing in the distance. The
second part is based on a simple pentatonic theme,
a development or continuation of the theme from
the second movement. The music begins quietly;
slowly developing into majestic music accompanied
by grandiose triplets. The movement ends in a
»Piu lento« where rhythms and harmonies from
the first part are quoted in the piano part, thus
referring back to the introduction.
The sonata was premiered in 1923 and was very
well received in the press. Leopold van der Pals’
friend, the writer and poet Albert Steffen was
among the audience. Van der Pals wrote in his
diary 15/2: »Today Steffen talked about my cello
sonata, he said he had the impression of a grail rent
asunder. Could one possibly imagine a finer and more
suitable expression? Earlier he told me about my cello elegie that this music is all soul; he wondered how one
possibly could withhold such suspense.«
»Two pieces for cello and piano« Op. 240 were
composed in the autumn of 1960. It is quite clear
that 190 intermittent opuses and 40 years of
development distinguish these two pieces from
those composed between 1910–20. The two styles
of romanticism and impressionism are now fully
integrated into Leopold van der Pals’ unique
style. His music is now characterized by greater
complexity, both harmonically and musically, and
his musical expression is perceptibly clearer and
more independent. The gap between dissonance
and consonance has widened to give an impression
of ruthless musical creativity: more dissonant
but more expressive. Furthermore the distance
between complexity and simplicity is greater in
this later music and van der Pals moves freely
through both.
Most likely, van der Pals found inspiration for
the composition of Op. 240 second movement
»Nicht zu langsam« in J. S. Bach’s Sarabande in
Cminor for solo cello, as this movement is based
on a variation and development of the first bar of
Bach’s sarabande. The notes from the sarabande are
not directly quoted in the piece, yet the similarity
is striking. Leopold van der Pals’ enormous respect
for Bach and his music shows clearly in his diary.
The last entry in the diary which he kept throughout
his life reads: »What kind of man must J. S. Bach
have been, to be able to write the c-Moll Sarabande for
solo cello; grief embodied, like an inner tragedy!«
1920 11 October 1965. ∞
-Tobias van der Pals, 2011
Leopold van der Pals
(1884-1966)
Leopold van der Pals wurde im Jahre 1884 in
St. Petersburg als erstes Kind eines holländischen
Vaters und einer dänisch-stämmigen Mutter
geboren. Er begann im Alter von zwölf Jahren zu
komponieren und wurde von seinem Grossvater
Julius Johanssen, Professor in Kontrapunkt und
Rektor der Musikhochschule in St Petersburg,
gefördert. Als Kind erlebte Leopold mehrere
Hauskonzerte im väterlichen Palais mit Musikern
wie Pablo Casals, den Brüdern Tschaikowsky oder
Anton Arenski, was ihn tief prägte.
Im Alter von 19 Jahren verliess Leopold Russland
und siedelte nach Lausanne in die Schweiz über, wo
er bei dem bekannten Komponisten Professor Alexander Dénèrèas und dem Cellisten Thomas Canivez studierte. Im Jahre 1907, nach vier Jahren musikalischer Ausbildung, zog van der Pals nach Berlin
um auf Empfehlung Sergej Rachmaninoffs bei dem
russischen Komponisten Reinhold Gliére seine
Studien fort zu setzen. Berlin war in diesen Jahren
ein Zentrum moderner Musik und van der Pals
kam in Kontakt mit vielen Musikpersönlichkeiten
wie Nikisch, Weingartner, Mengelberg, Hausegger,
Ebenschütz, Havemann, Kussewitsky, Skrjabin
u.a.m. Hier begegnete er auch dem Philosophen
und Gründer der anthrosophischen Geisteswissenschaft,
Dr. Rudolf Steiner, dessen persönlicher
esoterischer Schüler er wurde.
In Berlin experimentierte van der Pals mit neuen
Ideen harmonikaler und kadenzieller Verknüpfungen.
Hieraus entwickelte sich ein Personalstil,
der Elemnte der Spätromantik ebenso enthält
wie impressionistische Züge, freie Tonalität und
auch Inspirationen von russischer und nordischer
Musik. Van der Pals’ Musik galt als sehr modern.
Von dieser Zeit an gab er seinen Werken defitive
Opusnummern.
In den Jahren 1907 bis 1915 komponierte er sehr
aktiv. Seine ersten dreissig gezählten Werke bestehen
vor allem aus Orchesterwerken und Liedern.
Die erste Symphonie Op. 4 wurde von den Berliner
Philharmonikern unter Leitung von Heinrich
Schultz uraufgeführt. Im selben Konzert gab es die
Premiere von Tor Aulins Violinkonzert in a-Moll. Die
Symphonie wurde sehr gut in der Presse aufgenommen
und in der Folge gab es eine umfangreiche
Reihe von Aufführungen in Europa und Amerika,
auch mit anderen symphonischen Werken aus van
der Pals’ Feder, so dem Violinkonzert Op. 10, der
symphonischen Dichtung Wieland der Schmid Op.
23, den Konzertstücken Frühling und Herbst Op. 14
und Pans Tod Op. 23.
Im Jahre 1915 zog van der Pals mit seiner Frau
Marussja und der kleinen Tochter Lea nach Arlesheim
in die Schweiz, um beim Aufbau des ersten
Goetheanum in Dornach mit zu arbeiten. Die Jahre
in Arlesheim waren glücklich und er hatte eine
produktive Schaffensphase. Hier schrieb van der
Pals eine grosse Reihe von kammermusikalischen
Kompositionen für verschiedene Ensembles:
Streichquartett, Klaviertrio, ein Duo für Cello und
Violine, Sonaten für Klavier, Cello und Violine,
viele Lieder und kleinere Stücke. Im Jahre 1922
komponiert er die Zweite Symphonie Op. 51 für
grosses Orchester. Die Fertigstellung dieses Stückes
wurde jedoch durch eine ernsthafte Erkrankung
seiner Frau verzögert. Die Familie musste aus
diesem Grund Arlesheim verlassen und über einen
Zeitraum von elf Jahren reiste die Familie ständig
von Sanatorium zu Sanatorium, um einen Platz
in Europa zu finden wo Marussja Hilfe bekommen
konnte. Die Behandlungen waren teuer und
Leopold hatte grosse Schwierigkeiten seine
Karriere aufrecht zu erhalten. Trotzdem komponierte
er während dieser Zeit, neben diverser Kammermusik,
vier grosse Orchesterwerke, die dritte
Symphonie, die Rhapsodie, eine Suite für Orchester
nach vier Gemälde von Ferdinand Hodler und zwei
Opern, Der Berg des heiligenMichael und Eisenhand.
Marussja starb 1934, was ihn tief erschütterte
und worauf van der Pals für kurze Zeit nach Ascona
zog und dort achtzig Gedichte zu ihrer Erinnerung
schrieb. Für fünfundvierzig davon hat er Musik
komponiert. Das Werk wurde In Memoriam Op. 96
bezeichnet, mit demUntertitel Dem Geiste meiner
Frau. Schliesslich zog er nach Dornach zurück und
wohnte da die letzten 31 Jahre seines Lebens.
Im ersten Teil der dreissiger Jahren starben sein
Vater, seine Frau und viele engen Freunde. Wie
immer fanden seine Gefühle den Weg in seine
Musik und er komponierte sein Requiem und die
dritte Violinsonate Op.101, mit demMittelsatz
Marcia Funebre. Jetzt orchestrierte er auch seine
zweite Symphonie Op. 51, die sogenannte Adelbodener
Symphonie. Dieses grosse Werk wurde 1937
von den Wiener Symphonikern unter der Leitung
seines Bruders Nikolai van der Pals gespielt und
von diesem in weiteren Konzerten in ganz Europa
vorgestellt. Gleichzeitig entstand auch Leopolds
Dritte Symphonie Op. 73 und das Violinkonzert
Op 10. Die Konzerte waren ein grosser Erfolg und
führten zu überwältigenden Rezensionen in
vielen Teilen Europas. Trotz grossen Interesses
an van der Pals’ Musik machte die politische
Entwicklung und der Anfang des zweiten
Weltkrieges es unmöglich, weitere Konzerte
durchzuführen. Viele Künstler siedelten nach
Amerika über, wo die Wirkensmöglichkeiten
grösser waren, aber Leopold van der Pals blieb
in der Schweiz.
Während des ganzen Lebens fühlte sich Leopold
van der Pals als ein EuropaÅNer. Er war in Russland
geboren, von holländisch-dänischer Abstammung,
studierte in der Schweiz und in Deutschland und
lebte in der Schweiz. Er sprach sechs Sprachen und
sein kultureller Kontaktkreis war bedeutend,
sowohl in musikalischen aber auch in künstlerischen
und literarischen Kreisen.
Die Auswahl der Texte für seine ersten sieben
Liederbücher (Op. 1 bis Opus 3 und Opus 5 bis
Opus 8) zeigt bereits eine kosmopolitische
Attitüde und Offenheit, die van der Pals durch
sein Leben trug. Ausser deutsche und russische,
hat er japanische, kroatische und altgriechische
Texte für diese ersten Liederzyklen gewählt. Er
hat nie aufgehört zu komponieren und arbeitete,
unabhängig von vielen grossen Schicksalshindernissen
innerhalb seiner Biographie, kontinuierlich
an seinem Werk. Neben ingesamt 252 fertigen
Werken schrieb er auch Gedichte, Aufsätze, Rezensionen
und Libretti für alle seine acht Opern. Nach
Leopold van der Pals’ Tod am1. Februar 1966 im
Alter von 83 Jahren hat man sein letztes Werk, eine
Oper namens Isis, am Klavier liegend unvollendet
gefunden. ∞
-Tobias van der Pals, 2011
Musik
Berlin war am Anfang des neunzehnten Jahrhunderts
ein Zentrum für den musikalischen Fortschritt.
Auch Leopold van der Pals suchte während
dieser Zeit eine Weiterentwicklung aus seiner
romantischen Schulung. Impressionistische Klangfarben
wirkten dabei inspirierend auf ihn. Van der
Pals bewegte sich in den Kreisen umSchönberg
und verfolgte die Entwicklung der damaligen
Avantgarde aufs Genaueste. Von Gedanken über
die Metamorphose in der Kunst war er begeistert,
was auf seine Bekanntschaftmit Rudolf Steiners
Anthroposophie und der Goetheschen Metamorphosenlehre
fusste. Das Bild einer langsamen,
transformierenden Entwicklung vomSamen bis
in die farbenreiche Blume hinein kann dabei
in Übertragung auf das musikalische Element auch
in Bezug auf van der Pals’ Schaffen hilfreich sein.
Während seiner Berliner Jahre hatte van der
Pals dann auch seinen anfänglichen musikalischen
Ausdruck gefunden. Er fokussierte seine
thematische Entwicklung oft auf lange Linien, die
zeitweis frei tonal gehalten sind, aber sich immer
auf Basis der der romantischen und impressionistischen
Tonsysteme aufbauen.
Bei In Memorian Op. 16 und Elegie Op. 27 handelt
es sich um Stücke, die sich inhaltlich um Tod und
Vermissen bewegen. Dafür hat der Komponist eine
dramatische und spätromantische Tonsprache
gewhlt.
Op. 15 Stimmungen ist 1911 in Berlin geschrieben.
Das Werk besteht aus vier kleinen Sätzen in überwiegend
impressionistischen Stil, worinnen sich
vier programmatische Situationen abspiegeln. Der
erste Satz „Vorfrühling“ beschreibt Fröhlichkeit
und Erwartung über den nahenden Frühling.
Van der Pals hat zu diesen Satz ein Motto von
Peter Altenberg beigefügt. »Es riecht bereits nach
Veilchen, aber sie sind noch gar nicht da.« Im zweiten
Satz Nebel wird eine undurchdringliche, nebulöse
Stimmung aufgebaut – eine Melodie sucht desperat
aber ohne Glück ihren Weg, irrt gleichsam umher,
entwickelt sich kulminativ und endet erschöpft.
Im dritten Satz Am See ist die Aussicht über ein
Mehr im Sonnenuntergang mit nachfolgender
Abendbrise undWellen, die über den Strand rollen,
assoziierbar. Der vierte und letzte Satz, Stimmen der
Nacht erinnert an ein nahes Gespräch im Schutz
der Finsternis oder vielleicht auch unter einem
funkelnden Sternenhimmel.
Weniger bekannt sind die zwei kleinen impressionistischen
Stücke Melodie und Berceuse Op.
53. Wahrscheinlich sind diese ein Resultat einer
spontanen Eingebung, Nur einmal erwähnt er diese
Stücke in seinem Tagebuch. Am 4.3.1923 schrieb
er dazu lapidar: »Abends eine Berceuse komponiert ...«
In Memoriam Op. 16 und Elegie Op. 27 sind beide
in spätromantischem Stil komponiert. Leopolds
Mutter Lucy van der Pals starb bereits 1903, nur
38 Jahre alt. Sie war für den Jugendlichen eine
wichtige Bezugsperson und unterstützte ihn auch
wesentlich in seinem Wunsch, Musiker zu werden.
Sein Vater hätte es lieber gesehen, ihn im Familienbetrieb
einbinden zu können. Neben einer Kantate,
die er nach dem Tode der Mutter komponierte mit
demTitel Du gabst uns nur Liebe, Güte und Frieden
ist das eingespielte In Memoriam-Klavierstück
wahrscheinlich eine weitere Komposition zur Erinnerung
an die geliebte Person. Ein finsteres Thema
wird eingeführt, umgegeben von stimmungsvollen
Passagen imBass. Die Musik entwickelt sich
zu einem dramatischen Höhepunkt nach dem das
Thema wieder auftritt, dieses Mal harmonisch
gewendet nach Dur. Jetzt erscheint dasselbe Thema
ausdrucksvoll und schön, wie auch in der Erinnerung
an einen nahen Verwandten, – schmerzhaft
und zugleich liebevoll.
Elegie Op. 27 wurde 1914 in Berlin komponiert
und entstand in der Zeit des Beginns des ersten
Weltkrieges. Im Aufschrieb vom14.10. diesen
Jahres spiegelt sich van der Pals Seelenhaltung
dieser Tage wieder: »Rings herumElend. Neulich war
Wandelt bei mir. Er mit Frau und vielen Kindern haben
nichts zu essen, nichts um die Wohnung zu heizen,
keine warme Kleider. – Auf dem Hof spielen Mandolisten
und warten, dass man etwas ihnen zuwirft. Was
jetzt imGange ist, weiss man nicht. Russen sollen
wieder in Ostpreussen sein, aus Galizien scheinen sie
sich zurück zu ziehen, Paris und andere Städte Frankreichs
werden von Fliegern überflogen die Bomben
werfen, Engländer kommen nach Düsseldorf und Karlsruhe
und werfen Bomben. Überall Zerstörungswut.
Spiele ziemlich viel Cello. Habe mehrmals mit Papoff
Brahms F dur Sonate gespielt«.
Aus diesen Gefühlen heraus komponierte er
seine Elegie, die fünf Tage später fertiggestellt war.
Es ist deutlich wie der beginnende ersteWeltkrieg
auf van der Pals einwirkte und wie seine Gefühle
in diese Elegie einflossen und mit Hilfe seiner
ureigenen Instrumente, demVioloncello und dem
Klavier zum Ausdruck kommen.
Die Sonate für Cello und Klavier Op. 48 wurde
im März 1922 komponiert. Er schrieb in seinem
Tagebuch am 7.3. diesen Jahres: »Kann innerlich
absolut nicht zu Ruhe kommen. Arbeite den ganzen
Tag und sehe eigentlich keine Resultate.« Um aus einer
allgemein ihm zusetztenden depressiven Stimmung
dieser Tage heraus zu kommen komponiert
van der Pals ein Adagio Molto Espressivo für Cello
und Klavier. Das Stück beruht auf einer zurück
haltenden, pulsierenden Akkordführung imKlavier,
worauf sich eine langsame Melodik im Cello
aufgebaut. Das volle Thema tritt erst nach längerer
Zeit in der Klavierstimme auf. Dann beginnt eine
intensivere Entwicklung im Cello, mit ‘Langsamer’
markiert, und nach einer Kulmination kommt die
Einleitungsmusik mit grösserer Intensität zurück.
Es scheint als ob es demKomponisten nach und
nach gelingt, seine düsteren Gefühle von sich zu
schieben. Erst danach tritt das volle Thema in der
Cellostimme auf. Die Musik vermittelt jetzt Klarheit
und einen subtilen Positivismus.
Als dieser Satz fertig komponiert war, entschloss
sich van der Pals, noch zwei weitere Sätze beizufügen.
Diese sind mit Allegro bezeichnet und
dessen Themata teilweise mit dem Adagio satz
verwandt.
Der erste Satz ist in Sonat form im3/4-Takt
gehalten. Das Cello wird rhythmischen Klavierpassagen
begleitet. Die Musik entwickelt sich in
4/4-Takt und kulminiert triumphierend in ein
kaskadenhafte Spielfiguren.
Der dritte Satz besteht aus zwei Teilen. Der
erste Teil ist voll von Lebenskraft, einMosaik
von rasanten Rhythmen, die sich ablösen und
schliesslich erlöschen. Der andere Teil besteht
aus einem Thema pentatonischen Charakters,
eine Fortsetzung der Melodik des zweiten Satzes.
Das Finale schliesst in »Piu Lento« und knüpft in
Rhythmen und Harmonik an die Einleitung des
ersten Satzes der Sonate an.
Die Sonate wurde vermutlich 1923 mit grossem
Erfolg zum ersten Male in Dornach gespielt. Der
bedeutende Schweizer Dichter Albert Steffen war
bei dieser Aufführung zugegen und van der Pals
bezeugt dessenMeinung in seinem Tagebuch: »Steffen
sagte mir heute von meiner Cellosonate, er hätte
den Eindruck von einemGral, der einen Riss
bekommen hat. Kann man feiner empfinden und
treffender der Empfindung Ausdruck geben? Schon
von der Cello Elegie sagte er mir früher, diese Musik
sei ganz Seele; er wundere sich, wie man eine solche
Spannung aushalten könne.«
Zwei Stücke für Violoncello und Klavier Op. 240
wurden im Herbst 1960 komponiert. Es ist deutlich
wie zwei Stücke sich von denen, die 1910–1920
entstanden, deutlich unterscheiden. Die zwei
Stile, Romantik und Impressionism sind voll
umgeschmolzen zu einem van der Pals eigenen
Personalstil.
Die Musik ist, harmonisch und musikalisch
gesehen, von einer grösseren, Komplexität und
seine Kompositionen ergeben ein gegensätzliches,
aber umso höheres musikalisches Erlebnis. Der
Abstand zwischen Dissonanz und Konsonanz ist
grösser geworden. es entsteht der Eindruck eines
ungehemmten Musikschaffens. Auch der Abstand
zwischen Komplexität und Einfachkeit ist grösser
innerhalb dieser späten Musik und van der Pals bewegt
sich unbehindert in diesen Spannungsfeldern.
Wahrscheinlich hat van der Pals sich von Johann
Sebastian Bachs Sarabande in c-Moll für Solocello
inspirieren lassen. Van der Pals’ Op. 240/2, mit der
Tempobezeichnung Nicht zu Langsam, ähnelt in
Aufbau, Variation und Entwicklung dem ersten
Takt von Bachs Sarabande. Die Töne aus Sarabande
sind nicht direkt zitiert aber die Ähnlichkeit ist
auffallend. Leopold van der Pals hatte grösste
Hochachtung vor Bach und seiner Musik, was in
seiner letzten Eintragung des lebenslang geführten
Tagebuchs vom 11 Oktober 1965 auf eindrucksvolle
weise deutlich wird. Hier schreibt er: »Was muss
J. S. Bach für ein Mensch gewesen sein, dass er die
c-Moll Sarabande für Cello Solo geschrieben hat; der
verkörperte Schmerz, eine wie nach innen gewandte
Tragödie.« ∞
- Tobias van der Pals, 2011
Leopold van der Pals
(1884-1966)
Leopold van der Pals blev født 1884 i Skt. Petersborg, i det daværende russiske kejserrige, af en dansk mor og hollandsk far. Han begyndte at komponere i en alder af tolv år ved at improvisere på klaveret og blev opmuntret dertil af hans bedstefar, Julius Johanssen, professor i kontrapunkt og rektor for konservatoriet i Skt. Petersborg. Leopold blev under sin opvækst inspireret af de mange koncerter, som blev afholdt i hjemmet under hans barndom, blandt andre med Pablo Casals, brødrene Tchaikovsky og Anton Arensky.
Som den ældste søn af seks søskende, ønskede hans far, at han skulle studere jura og følge en karriere i familievirksomhederne; gummifabrikken Triugolnik og skofabrikken Skorohod. Men efter overtalelse fra Leopolds mor, Lucy van der Pals, fik Leopold lov til at fortsætte sin musikalske karriere. I en alder af 19 år forlod van der Pals Rusland for at studere komposition og cello i Lausanne, Schweiz, med den berømte komponist professor Alexander Denéréas og cellisten Tom Canivez.
I 1907, efter fire års grundlæggende musikundervisning i Lausanne, flyttede van der Pals til Berlin, på anbefaling af Sergei Rachmaninov, for at modtage undervisning af den russiske komponist Reinhold Glière. Berlin var i disse år den moderne musik hjerte og her kom van der Pals i kontakt med mange personligheder indenfor musikken: Nikisch, Weingartner, Mengleberg, Hausegger, Eibenschütz, Havemann, Koussevitsky, Skriabin m.fl. Her kom han også i kontakt med filosoffen og teosoffen Rudolf Steiner, der gjorde et betydeligt indtryk på ham. Steiner introducerede ham for idéen om metamorfosisk udvikling, som stammede fra J.W. Goethe.
I Berlin eksperimenterede van der Pals med nye harmoniske idéer og alternative kadencer og fandt sit personlige udtryk. En hybrid af stilarter - romantik, impressionisme, til tider fri tonalitet og inspiration fra den russiske og nordiske folkemusik. Van der Pals’ musik blev betragtet som meget moderne. Nu begyndte han også at give sine værker opusnumre, og alle tidligere kompositioner blev forkastet.
I Berlinårene 1907-1915 komponerede van der Pals flittigt, og hans første 30 opusnumre består hovedsageligt af orkesterværker og sange.
Hans første symfoni, opus 4, uropførtes i 1909 af Berliner Filharmonikerne under ledelse af dirigenten Heinrich Schoultz. På samme koncert uropførtes også Tor Aulins Violinkoncert i a-mol. Symfonien blev godt modtaget af pressen og resulterede i en omfattende serie af opførelser af hans musik i Europa og Amerika. Blandt andre var violinkoncerten op. 10, symfoni nr. 1 og symfoniske digte Wieland der Schmied Op. 23, Frühling und Herbst op. 14 og Pan's Tod op. 23 på programmet.
I 1915, efter Anden Verdenskrigs udbrud, flyttede Leopold van der Pals til Arlesheim i Schweiz sammen med sin kone og lille datter Marussja Lea. Årene i Arlesheim var lykkelige, og hans kompositioner var produktive og inspirerende. Her startede van der Pals sin store serie af kammermusikværker for forskellige ensembler: En strygekvartet, en klavertrio, en duo for cello og violin og sonater for klaver, cello og violin, og mange sange og mindre stykker. I 1922 afsluttede han sin anden symfoni, opus 51 for stort orkester, som han kaldte sin "Adelbodener Symfoni". Orkestreringen af dette stykke afbrudtes, da Leopolds kone Marussja blev syg og måtte behandles på et sanatorium, hvilket gjorde at familien nu forlod Arlesheim.
Over en periode på 11 år rejste familien konstant mellem sanatorier for at finde et sted, der kunne hjælpe Marussja. I løbet af disse år boede familien midlertidigt på ca. 80 steder rundt omkring i Europa, uden fast bopæl. Situationen var besværlig for van der Pals. Behandlingen var dyr og Leopold oplevede store problemer med at følge sin karriere. Han havde ingen mulighed for at rejse og for at høre sine kompositioner blive opført. På trods af disse vanskeligheder fortsatte han sit arbejde og komponerede i denne periode, foruden kammermusik, fire store orkesterværker; den tredje symfoni "Rhapsodie", en suite for orkester baseret på fire malerier af Ferdinand Hodler og to operaer, "Der Berg des Heiligen Michael" og "Eisenhand ".
Marussja døde i 1934. Hendes død rystede Leopold. Han trak sig tilbage til Ascona, Schweiz, og sørgede over sin kone. Her skrev Leopold 80 digte til minde om deres kærlighed. 45 af digtene satte han i musik. Resultatet blev op. 96, "In Memoriam" med undertitlen "Dem Geist meiner Frau." Han boede derefter i Dornach, Schweiz, hvor han levede de resterende 31 år af sit liv.
I begyndelsen af 1930erne mistede van der Pals mange, som stod ham nær: Hans kone, hans far og flere af hans nære venner. Som altid fandt hans følelser vej til musikken, og i denne periode komponerede han bl.a. ”Requiem” og den tredje violinsonate op. 101, med mellemsatsen "Marcia Funebre". Nu fandt han også tid til at orkestrere sin anden symfoni "Adelbodener Symfoni" Op. 51. Premieren planlagdes med en koncert i Wien i 1937, dirigeret af hans bror Nikolai van der Pals. På samme koncert opførtes endvidere van der Pals’ tredje symfoni opus. 73 og violinkoncerten op. 10. Koncerten var en stor succes og resulterede i overvældende anmeldelser i mange dele af Europa.
Selvom interessen for van der Pals’ musik var omfattende, mindskedes snart mulighederne for yderligere opførelser. Klimaet for nutidige komponister og udøvende kunstnere kølnedes som en del af en heftig politisk atmosfære og eskalering af internationale konflikter. Ved starten af anden verdenskrig forsvandt alle muligheder. Mange kunstnere udvandrede til Amerika, hvor forholdene var bedre, men Leopold besluttede at opholde sig i Schweiz, selv om det betød en afstand fra det moderne musikmiljø.
Leopold van der Pals var hovedsageligt europæisk. Født og opvokset i kejserriget Rusland med hollandske/danske forældre, studier i Tyskland og Schweiz, hvor han endelig slog sig ned efter mange års rejser. Han talte seks sprog, mange af dem flydende, og hans kulturelle bekendtskabskreds var udbredt i hele Europa, ikke kun i musikken, men også i kunstneriske og litterære kredse.
Valget af tekster til hans første syv sangbøger (op. 1-3 og 5-8) afspejler den kosmopolitiske holdning og åbenhed, som van der Pals bar gennem sit liv. Udover tysk og russisk lyrik, valgte han japansk, kroatisk og oldgræsk. Han holdt aldrig op med at skrive og komponere, uanset de hindringer, der kom i vejen for ham. Ud over ialt 252 færdige opus, skrev han digte, artikler, anmeldelser samt librettoer til alle sine otte operaer. Ved Leopold van der Pals død 1. februar 1966, 83 år gammel, blev hans sidste værk, en opera kaldet "Isis", efterladt ufuldendt på klaveret.
-Tobias van der Pals, 2011
Musik
Berlin var i starten af 1900-tallet et smeltedigel af musikalsk udvikling i kølvandet af romantikken. Leopold van der Pals udviklede i løbet af denne periode sit udtryk og romantisk harmoniske skoling samt udforskede modulation og regulære og alternative kadencer. Impressionistiske tonefarver imponerede ham, mens han kredsede omkring Schönberg og udviklingen af avantgardemusik. Van der Pals blev fascineret af tanken om metamorfoser. En langsom, men aldrig tøvende udvikling, som forvandler noget til noget andet, såsom udviklingen af et gråt frø til en farverig blomst.
Under årene i Berlin fandt van der Pals sit musikalske udtryk, han fokuserede på den tematiske udvikling, ofte lange linjer, undertiden harmonisk fritonalt, eksperimenterende kadencer, stående på et romantisk og impressionistisk harmonisk grundlag.
I hans mindre stykker vælger van der Pals ofte en mere raffineret stil, der passer til stykkets samlede karakter. For eksempel er, "In Memoriam" op. 16 og "Elegie" op. 27, stykker, som beskæftiger sig med død og tab. Derfor har van der Pals valgt et dramatisk, senromatisk tonesprog.
Op. 15, "Stimmung" er skrevet i Berlin 1911. Værket består af fire små satser i en overvejende impressionistisk stil, der afspejler den følelse og stemning af de fire givne situationer. Den første bevægelse, "Vorfrühling", er glæde og forventning om det forestående forår, før det kommer. Kvidrende fugle og fornemmelsen af en duft man erindrer så stærkt, at det næsten føles i luften. Van der Pals har til denne sats knyttet et motto af forfatteren Peter Altenberg: " Es reicht bereits nach Veilchen - aber sie sind nicht noch gar nicht da.” Den anden sats, "Nebel", uigennemtrængelig tåge, en melodi, der uden held forsøger at finde vej, vandrende og desperat udviklende mod sin kulmination, for til sidst at slutte udmattet. "Am See", tredje sats, skønhed, udsigt over et hav ved solnedgang, efterfulgt af en aftenbrise og bølger rullende ind på stranden. Den fjerde og sidste sats, "Stimmen der Nacht", stilhed, dyb samtale i ly af nattens mørke, måske under en funklende stjernehimmel.
Om de to små impressionistiske stykker "Melodie und Berceuse" op. 53 ved man meget lidt. Sandsynligvis er de frugten af en inspiration eller en tilfældig idé. Kun én gang omtaler Leopold van der Pals stykkerne i sin dagbog, den 4/6 1923: "Abend eine Berceuse für Cello komponiert ..."
"In Memoriam" op. 16 og "Elegie" op. 27 er begge komponeret i senromantisk stil og omhandler komponistens tidlige nærhed til død og krig. Leopolds mor, Lucy van der Pals, døde allerede i 1903, kun 38 år gammel. Moderen havde spillet en afgørende rolle i Leopolds mulighed for fuldt ud at hellige sig musikken, da hans naturlige plads ville være at gå ind i familievirksomheden. Ved morens død komponerede van der Pals en kantate for kor, solister and klaver, "Du gab uns nur Liebe, Gute und Frieden". Det er sandsynligt, at selv "In Memoriam" handler om mindet af den savnede mor. Stykkets dystre tema indføres omgivet af stemningsfulde passager i bassen. Musikken udvikler sig til et dramatisk klimaks, hvorefter temaet kommer igen, denne gang harmoniseret i dur. Nu fremstår samme tema udtryksfuldt og smukt, ligesom mindet om en nær bortgangen er både smertefuldt og kærlighedsfyldt.
"Elegie" op. 27 blev komponeret i Berlin i 1914 og er en reaktion på den brændende verdenskrig, som omgiver Berlin i denne tid. Den 14/10 skriver Leopold i sin dagbog: "Rings herum Elend. Neulich war Wandelt bei mir. Er mit Frau und vielen Kindern haben nicht nichts zu essen, nichts um die Wohnung zu heizen, keine warme Kleider. - Auf dem Hof spilen Mandolisten und warten, dass man ihnen etwas zuwirft.
Was jetzt im Gange ist weiss man nicht. Russen sollen wieder in Ostpreussen sein, aus Galizien scheinen sie sich zurück zu ziehen. Paris und andere Städte Frankrichs werden von Fliegern überflogen die Bomben werfen. Engländer kommen nach Düsseldorf und Karlsruhe und werfrn Bomben, Uberall Zerstörungswut. Spiele ziemlich viel Cello. Habe mehrmals mit Papoff Brahms' F dur Sonate gespielt."
Fem dage senere, den 19/10, var Elegien færdigkomponeret. Det er tydeligt, at Første Verdenskrig påvirker ham, og hvordan hans følelser kommer til udtryk i Elegien, skrevet til hans egne instrumenter, cello og klaver.
Sonaten for cello og klaver opus 48 blev komponeret i marts 1922 og har en personlig oprindelse hos komponisten. Van der Pals skriver i sin dagbog 7/3: "-Kann innerlich absolut nicht zur Ruhe kommen... Arbeite den ganzen Tag und sehe eigentlich keine Resultate." Dagen efter, den 8 / 3: "Fühlte mich den ganzen Tag abscheulich... Depression. Scheussliches Wetter. Föhnsturm. -" For at komme ud af sin dystre stemning, komponerer han, og deraf kommer "Adagio molto Espressivo" for cello og klaver. Stykket er baseret på en meditativt pulserende akkordføring i klaveret og en langsom opbygning af melodien i celloen. Først to toner, derefter tre osv., ligesom nogen, der langsomt søger vej fremad. Temaet optræder i sin helhed kun 2,5 minutter inde i stykket, i klaverstemmen. Derefter starter celloen en mere intensiv udvikling, mærket "Langsamer", og ved kulminationen vender indledningsmusikken tilbage med øget intensitet. Instrumenterne er nu placeret hele to oktaver fra hinanden, som om komponisten har formået at skyde den onde sindstilstand længere væk fra sig selv. Først efter dette optræder temaet i sin helhed i cellostemmen, og musikken udstråler nu en vis følelse af klarhed og subtil optimisme.
Da satsen stod klar besluttede Leopold at føje de to ydersatser til, to meget forskellige satser, begge noteret Allegro og hvis temaer er delvist relaterede til det i Adagio-satsen.
Førstesatsen er komponeret i sonateform i 3/4 takt. Celloen akkompagneres af en række rytmiske og stemningsfulde figurer i klaveret, musikken bygger op til gennemføringsdelen i 4/4 takt, der kulminerer i en kaskadelignende triumf. Sidetemaet kommer igen sidst i satsen en halv tone højere med et virtuost, harpelignende klaverakkompagnement.
Tredjesatsen består af to separate dele, der kommer igen to gange hver. Den første del er fuld af bekræftende vitalitet, en mosaik af danserytmer, der afløser hinanden og endeligt afslutter udmattede. Lyden af fjernt ringende klokker skiller de to dele ad.
Den anden del er bygget på et enkelt tema af pentaton karakter, en udvikling, eller fortsættelse af temaet fra andensatsen. Musikken begynder stille for langsomt at udvikle sig til en storslået musik med brede trioler i klaverakkompagnementet. Satsen afsluttes i en "Piu Lento, Maestoso", hvor rytmer og harmonier fra første sats citeres i klaveret og dermed knytter sig til sonatens indledning
Sonatens premiere i 1923 gik utroligt godt og afstedkom fine anmeldelser i pressen. Leopold van der Pals’ ven, forfatteren og digteren Albert Steffen var blandt publikum ved koncerten. Den 15/2 skriver van der Pals: "Steffen sagte mir heute von meiner Cello-sonate, er hätte den Eindruck von einem Gral, der einen Riss bekommen hat. Kan man feiner empfinden und treffender dem Empfindung Ausdruck geben? Schon von der Cello-Elegie sagte er mir früher, diese Musik sei ganz Seele; er wundere sich wie man eine solche Spannung aushalten könne."
"Zwei Stücke für Klavier und Vioioloncello" op. 240 er komponeret i efteråret 1960. Det er tydeligt, hvordan cirka 190 opustal og 40 års udvikling adskiller disse to fra værkerne komponeret mellem 1910-1920. De to stilarter, romantik og impressionisme, er nu fuldt integreret i en stil unik for Leopold van der Pals. Musikken er præget af en større kompleksitet, både harmonisk og musikalsk, og udtrykket opfattes som friere og renere. Afstanden mellem dissonans og konsonans er blevet større, og det giver indtryk af en fri musikskabelse, mere dissonant, men også mere udtryksfuldt.
Selv afstanden mellem kompleksitet og enkelhed er større i denne musik, og van der Pals bevæger sig frit mellem begge.
Formentligt har van der Pals fundet inspiration i J. S. Bachs Sarabande i c-mol for solocello, da han komponerede op. 240, nr. 2, "Nicht zu langsam", hvor stykket bygger på en variation og udvikling af den første takt af Bachs Sarabande. Tonerne fra sarabanden bliver ikke direkte citeret i stykket, men ligheden er slående.
Leopold van der Pals havde stor respekt for J. S. Bach og hans musik, hvilket tydeligt fremgår af hans dagbog. Den sidste note i van der Pals’ livslange dagbog lyder: "Was muss J. S. Bach für ein Mensch gewesen sein, dasser die c-moll Sarabande für Cello solo geschreiben hat; der verkörperte Schmerz, eine wie nach innen gewendete Tragödie!" 11. oktober 1965.
"Hvilken slags menneske måtte J. S. Bach have været, for at kune have skrevet c-mol sarabanden for solo cello; legemliggørelsen af smerte, som en introvert tragedie." 11. oktober 1965.
- Tobias van der Pals
Releaseconcert in Steingraeber 26/5 2011
Concert in Bagsværd Church 15/5 2011 on the Utzo-Steingraeber Grand Piano C-232
Two Pieces for Cello and Piano, Op. 53
1. I. Melodie
2. II. Berceuse
3.Elegie for Cello and Piano, Op. 27
Sonata for Cello and Piano, Op. 48
4. I. Allegro
5. II. Adagio molto espressivo
6. III. Allegro
7.In Memoriam, Op. 16
Stimmungen, Op. 15
8. I. Vorfrühling
9. II. Nebel
10. III. Am See
11. IV. Stimmen der Nacht
Two Pieces for Cello and Piano, Op. 240
12. I. Moderato
13. II. Nicht zu langsam
”The Cello Sonata announces itself, with no special pleading needed, as a masterpiece and a major addition to the cello repertoire. Now that it has been brought to light by Tobias van der Pals in this stunning performance...”
Die beiden Interpreten Tobias van der Pals und Cathrine Penderup sind hervorragende Vertreter ihres Fachs, die der Musik in jeder Hinsicht gerecht werden. Es wäre eine echte Bereicherung, die Künstler in Konzerten und in weiteren Einspielungen erleben zu können.
Music close to the german "new objectivity", that famous people like Paul Hindemith represented in the early 1930's. Mixed with gentle impressionism, the second movement becomes a different, minimalistic kind of poetry on the spot.
...and as the CD draws to an end with Two Pieces for Cello and Piano you are convinced of the relevance of Tobias van der Pals musical genealogy.
- Fanfare Magazine, USA
- das Orchester, Deutschland
- Politiken, Denmark
”However you manage to get your hands on it, this release is essential”
Diese Sonate kennen zu lernen, ist ein wirklicher Gewinn. Es ist an der Zeit, dass Werke des Komponisten endlich von einem Verlag herausgegeben und für die Musikwelt erschlossen werden.
Just let us hear some more - perhaps a symphony or two.
IN THE PRESS:
Leopold van der Pals
-
Sonata, Duo, Trio & 3 Fugues
Out now!!